Category Archives: Uncategorized

Hvem skal sidde med ved magtelitens bord?

Kronik af Sarah Steinitz, Christoph Houman Ellersgaard & Anton Grau Larsen.
Bragt i Berlingske d. 28. maj 2019.

Ny kortlægning viser, hvordan den danske magtelite har forandret sig – eller ikke forandret sig – over fem år. Toppen af vores samfund er præget af stabilitet og homogenitet. Det er bestemte interesser, der finder vej til magtens borde. Vi risikerer at gå glip af vigtige indsigter, når demokratiets dør er mere åben for nogen end for andre. Det kalder på en demokratipolitik.

Mens de politiske vinde blæser til højre og venstre i valgkampen, og alle er optagede af at diskutere, hvem der nu ”vinder magten”, går en gruppe magtfulde mennesker under radaren. En gruppe af offentlige og private topfolk, der er tæt forbundet gennem deres poster i landets mest toneangivende bestyrelser, råd, nævn, udvalg og fonde. En gruppe, der sammen tager beslutninger med konsekvens for mange mennesker og sætter kursen for, hvor Danmark bevæger sig hen som samfund.

På baggrund af mere end 5.000 bestyrelser, råd, udvalg og andre fora har vi kortlagt den danske magtelite i en ny bog, der udkommer 28. maj. Det er anden gang, vi kortlægger en magtelite i Danmark gennem netværksanalyse, og dermed kan vi for første gang følge magtelitens udvikling over en årrække.

Kortlægningen rejser nogle vigtige spørgsmål om magt og magtfordeling i vores samfund. Spørgsmål, der maner til demokratisk selvransagelse og overvejelser om, hvilke interesser der finder vej til magtens cirkler; om forholdet mellem forskellige magtfulde interesser er, som det bør være, og om magteliten afspejler befolkningen i tilstrækkelig grad.

Det er vigtige spørgsmål, som må være op til den enkelte borger at vurdere. Pointen med at kortlægge magteliten er netop at lægge det åbent frem, hvem der inviteres ind i de lokaler, hvor afgørende beslutninger tages. Lokaler, der typisk er lukket for offentlighedens blik. Først når vi har en kortlægning af, hvem magteliten er, kan vi begynde at diskutere, om vejen til magten er tilpas åben – og om fordelingen af magt burde se ud på en anden måde. Altså demokratipolitik.

Sammenligningen af magteliten over fem år viser, at det i vidt omfang er de samme stemmer, der bliver hørt i magtens fællesskab. Fire ud af fem personer i den nye magtelite er ansat i en organisation, der også havde en leder med i den gamle magtelite. Og af de resterende 20 pct. har hovedparten en post, fx en bestyrelsespost, i en organisation, der også var med i den gamle magtelite.

Der er dog kommet en masse nye ansigter i magteliten, siden den første kortlægning i 2012. Knap 60 pct. af de personer, der udgør den nye magtelite, var ikke med i den gamle. Men. Vi skal ikke kigge langt ned ad visitkortene for at se, at magtelitens ”nye” medlemmer i høj grad kommer fra de samme sektorer og sågar de samme organisationer som medlemmerne af den gamle magtelite. Formanden for Dansk Metal Claus Jensen er ny, det samme er Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og direktør i Mærsk Søren Skou. Men både Metal-formanden, Socialdemokratiets formand og Mærsks direktør var bestemt også med i den gamle magtelite – blot under andre navne.

Personerne forandrer sig over tid. Men organisationerne og deres netværk består.

Magteliten domineres fortsat af erhvervslivets interesser. 43 pct. er virksomhedsledere og yderligere 11 pct. har lederposter i erhvervsorganisationer. Derudover er der fire andre stærke fraktioner: Fagbevægelsen (som udgør 14 pct. af magteliten), politikerne (10 pct.), topembedsmændene (10 pct.) samt rektorer og forskere fra forsknings- og uddannelsesverdenen (10 pct.). Det øvrige Foreningsdanmark får lige præcis foden indenfor i magteliten med 1 pct.

Er det en tilpas bredde i de interesser, der dominerer de toneangivende råd, udvalg og bestyrelser i Danmark? Skal fx miljøet og socialområdet have plads i magteliten? Og er det nok, at vi i et samfund, der bryster sig af et stærkt civilsamfund og foreningsliv, stort set ikke finder andre foreninger end fagforeninger og erhvervsorganisationer i magteliten? Hvor er Danmarks Naturfredningsforening, FDM, højskolerne og aftenskolerne? Ligeledes kunne man – alt efter temperament – spørge, om ikke folkekirken, kulturlivet eller sundhedsvæsenet burde indgå på lige fod med erhvervsinteresser eller forskning og uddannelse, når sektorerne mødes?

Selv inden for de sektorer, der er repræsenteret i magteliten, taler nogle stemmer markant stærkere end andre. Skævheden inden for sektorerne ses ikke mindst i erhvervslivet, hvor kun ni ud af de 172 erhvervsfolk er ledere af små og mellemstore virksomheder. Dette til trods for, at små og mellemstore virksomheder har omkring dobbelt så mange ansatte som de store virksomheder.

Også inden for fagbevægelse, politik, stat og videnskab vejer nogen interesser markant tungere end andre. På uddannelsesområdet er det universiteterne og ikke professionshøjskoler, erhvervsskoler, gymnasier eller folkeskoler, der har plads i magteliten. Og det er helt entydigt økonomerne omkring vismandsinstitutionen, der tegner forskningsverdenen. På samme måde er det især de økonomiske ministerier, der tegner embedsværket. Og selvom SF og DF til forskellige tider nærmer sig det politiske establishment, er det fortsat partierne med veletablerede alliancer til den øvrige magtelite – Venstre og Socialdemokratiet – der indtager nøgleposterne i netværket.

Foruden spørgsmålene om, hvilke interesser der finder vej til magtens cirkler, og hvordan forholdet mellem dem bør se ud, må en demokratipolitik også forholde sig til, om magteliten afspejler befolkningen i tilstrækkelig grad.

I kortlægningen kan vi se, at magteliten i overvældende grad udgøres af midaldrende, hvide mænd med djøf-uddannelser, bosat på den rigtige side af Lyngbymotorvejen. Og ofte mænd, der er født med enten en guld- eller en sølvske i munden: Mere end halvdelen har fædre fra overklassen eller den øvre middelklasse. Udover at der er kommet lidt flere kvinder og endnu mere djøf-dominans i den nye magtelite, så ligner den nye magtelite den gamle til forveksling. Stadig glimrer store befolkningsgrupper ved deres fravær eller underrepræsentation.

Det rejser vigtige spørgsmål om, hvordan vi kan mindske barriererne for, at kvinder, etniske minoriteter, faglærte og ufaglærte samt ikke mindst deres børn kan blive hørt. For det skulle være sært, om talent var så skævt fordelt, at det primært tilfaldt børn fra de mest velstillede lag i samfundet. Mere nærliggende er det, at vi går glip af masse værdifulde perspektiver fra skarpe personer, der er opvokset i andre lag i samfundet – og således ikke har haft samme muligheder for at entrere de bonede gulve.

Hvem der skal have magten i det danske samfund, er et grundlæggende demokratisk spørgsmål, der ikke kun handler om at afgive en stemme til Folketinget hvert fjerde år. Det er borgernes ret at vide, hvem der inviteres ind til magtelitens mødeborde og tages med på råd – og hvem der reduceres til biroller i magtens spil og må nøjes med at lave høringssvar eller happenings for at tale deres sag.

Hvis man som borger drømmer om, at magtfordelingen i samfundet så ud på en anden måde, er det kommende folketingsvalg en oplagt anledning til at overveje, hvor man får mest demokrati for sin stemme. Kortlægningen af magteliten kalder på, at vi som samfund begynder at interessere os mere for, hvordan vi kan videreudvikle og demokratisere vores demokrati. For én ting synes klart ud fra analysen af magtelitens udvikling over en fem år: Forandringer i magtens cirkler sker ikke af sig selv.

Tysk elitesociolog: Eliten er hovedansvarlig for højrepopulismen

Godt nok er de løsningsforslag, der kommer fra AfD, Wilders, Le Pen og Trump m.fl. ikke virkelige løsninger, men den væsentlige grund til deres succes skal man finde i virkeligheden og ikke i vrangforestillinger.

 

En af verdens førende eliteforskere, Michael Hartmann, har været interviewet om årsagerne til højrepopulismen i Kölner Stadt-Anzeiger 17. marts:

Du, Hr Hartmann, og Donald Trup og Martin Schulz, AfD, Linke og Wutbüger, Brexit-pensionister og unge Podemos folk i Spanien og ligeledes den hollandske højrepopulist Geert Wilders – det, der forener dem alle er kritikken af elite, af establishment. Men hvem er så eliten, establishment?
De to begreber er ikke identiske. Taler vi om eliter, handler det om folk, der i kraft af deres position er i stand til at øve betydelig indflydelse på samfundsudviklingen. Topfolk i politik, økonomi, retsvæsen osv. Establishment betyder, at der mellem disse folk findes en varig forbindelse, at de udgør en relativt fast gruppe. Vi ser på USA engang: Trump tilhører den økonomiske elite, men da han er en outsider inden for økonomiske hører han ikke til establishment. Der boltre Bush’erne, Clinton’erne, Rockefeller’ne og Pritzker’ne sig. Trump hører ikke til her og kan derfor buldre løs mod establishment.

Vender vi os engang mod vores egne tilstande, så tordner en mand som Martin Schulz, der i årevis har ageret i Bruxelles, nu pludselig også mod eliterne. Er det troværdigt?
Nej, det er ikke troværdigt, men det fungerer fordi den brede befolkning ofte identificerer Bruxelles EU-Establishment med von Junckers person. Schulz er desuden ikke belastet af det, der sker i tysk politik og kan derfor præsentere sig som det nye, som den der ikke hører til establishment. Om han kan opretholde dette billede helt frem til valgene, det kan jeg imidlertid godt have min tvivl om.

Er SPD’ Kanslerkandidat populist, eller er den almindelige borger bare for dum til at forstå komplekse sammenhænge – sådan som politolog og kommentator Herfried Münkler har sagt det?
Når man bruger begrebet ”Establishment”, betyder det til at begynde med blot, at man kritiserer en privilegeret gruppe i samfundets top. Der er en korrekt kerne i denne kritik, og det på samme måde for Tyskland, USA, Storbritannien og Frankrig: I de foregående 20, 30 år har en relativt lille personkreds profiteret voldsomt af den økonomiske udvikling, mens levestandarden i den brede befolkning er stagneret eller sågar faldet. I USA tjener gennemsnittet i dag lige så meget som i slutningen af 1970erne, i Tyskland er det en smule højere end i begyndelsen af 1990erne, mens stigningerne i toppen har været enorme. Når Münkler altså siger, at folk er dumme, så mener jeg derimod følgende: de her folk er bestemt ganske realistiske hvad angår deres egen materielle situation.

Så elite-bashing er ikke et postfaktuelt fænomen?
Nej. Se engang på Dax-direktørlønningerne: de er syvdoblet siden begyndelsen af 1990erne. Eller tjek Fr. Hohmann-Dennhardt hos VW, der indkasserer 12.5 millioner euro for 12 måneder, eller den gennemsnitlige årsløn for NRW-Sparekassedirektørerne, der ligger på over 300.000 euro. Det er ikke postfaktuelt. Godt nok er de løsningsforslag, der kommer fra AfD, Wilders, Le Pen og Trump m.fl. ikke virkelige løsninger, men den væsentlige grund til deres succes skal man finde i virkeligheden og ikke i vrangforestillinger.

I øjeblikket søger mange deres frelse i en højredrejning, i nationalisme, lukkede grænser og fremmedhad. Alliancer og venskaber smuldre bort. Er det elitens skuld – eller er det folk der ikke sætter sig nok ind i tingene?
De hovedskyldige er eliterne, der siden 1980erne til stadighed har forkyndt en eneste ting: ”Globalisering er en fordel for alle”. Og: ”Vores politik er uden alternativ”. Disse påstande er gennemgående i de foregående årtier. Når dele af befolkningen nu ikke længere tror på dette politiske mantra, fordi de ikke kan få øje på fordelene for dem, så kommer vi på et tidspunkt til det punkt, hvor man hopper på limpinden hos dem, der tilbyder et alternativ, også selvom det er tosset. Skuffelsen over de etablerede går hånd i hånd med det stille håb om at de nye måske trods alt kan gøre noget bedre. Dertil kommer så at en del tillige har en tilbøjelighed til at søge skylden hos de svagere, så som migranter eller flygtninge.

Hvorfor gik egentlig der ikke flere mennesker til barrikaderne på det tidspunkt hvor hundrede af milliarder blev ødslet bort på børserne og i bankerne? Det var vel langt værre end samtlige Grækenlands-dramaer og såkaldte flygtningestrømme.
Chokket og angsten sad så dybt, at man til sidst var glad for, at det hele på en eller anden måde blev ordnet. I Tyskland klarede man det med supplerende understøttelse og andre klassiske mekanismer. I den forbindelse tog man ikke rigtig bestik af, hvor mange penge der blev kastet i bank-redningen. Hvad bare HSH Nordbank egentlige kostede skatteborgerne, det får vi først kendskab til nu. Det ligger nok et sted mellem 15 og 20 milliarder Euro. Den gang i forbindelse med bankerne var det i øvrigt politikerne der argumenterede postfaktuelt, da de betegnede deres redningspakker som uomgængelige. Nogle banker, som fx IKB, havde man uden større problemer kunnet lader gå konkurs. Og de ansvarlige i banksektoren blev aldrig rigtig draget til ansvar, tværtimod: For de flestes vedkommende blev bonusserne sågar fortsat udbetalt med glæde. Også her forstærkes indtrykket. Dem på toppen kan gøre, som det passer dem.

Disse tilstande, du har beskrevet, bringer de demokratiet i fare?
Faren eksisterer bestemt, hvis intet ændrer sig. Den kommer derfor ikke kun fra højrepopulismen, men netop også gennem de etablerede eliters adfærd. Det gælder fortiden, men også nutiden. Ser man på premierminister Mark Rutte i Holland, der nu står styrket efter valget overfor højrepopulisten Geert Wilder, eller på den franske præsidentkandidat, den konservative Francois Fillon – ja, så er meget jo efterhånden det samme som hos Wilders eller Le Pen. Rutte gør migranter til syndebukke i nærmest lige så høj grad som Wilders, og Fillon polemiserer mod retsvæsnet præcis som Le Pen. Særligt slemt er det, når politikere over en længere periode ikke tager forandringer i befolkningen alvorligt, som fx den dramatisk faldende valgdeltagelse. Det er aldrig rigtig blevet debatteret, fordi det ikke har truet magtforholdene.

Har eliternes umådeholdenhed, gerrighed og skødesløshed i sidste ende ført til et tab af ”anstændighed og moral” hos mange borgere?
Sådan kan man se det. Hvordan er det, nu det gamle ordsprog? Forrådnelsen begynder i toppen [ty. Der Fisch stinkt vom Kopf her]. Når udfald mod flygtningen bliver salonfähigt blandt den politiske top, så opildner det naturligvis en sådan proces. Holdninger, der længe blev plejet i det skjulte, kommer frem i lyset. Fremmedfjendtlig tale bliver tolereret, folk bliver sågar delvist voldelige.

Hvad burde eliterne gøre for at samfundene igen kommer på det rene med sig selv og andre?
Eliterne burde foretage en ærlig statusopgørelse og indrømme deres egne fejl. Det gælder først og fremmest i skatte- og socialpolitikken, der i særlig grad har bidraget til social ulighed. Og de ansvarlige burde mere konsekvent blive stillet til regnskab, som fx i HSH Nordbank. Så længe det indtryk bliver stående, at dem i toppen i sidste ende kan gøre som det passer dem, så er der ikke noget, der ændrer sig.

 

Michael Hartmann i samtale med Thomas Geisen

 

Oversat af Jacob Aagaard Lunding

Lars Løkke og chokoladefontænen

Sammen med fadølsanlægget fra villaen i Græsted og referencen til sønnens Bergurs studie “International Business, som det vist hedder” er Lars Løkkes chokoladefontæne et udtryk for, at skandinaviske politikere I almindelighed, og måske danske politikere i særdeleshed, snobber nedad eller I hvert fald gør deres bedste for at fremvise deres mere folkelige sider.

Vi kan kalde det en særlig form for kultiveret ukultiverethed.

Hvorfor er det værd at bemærke. Fordi det fortæller om et skift i måden eliten fremstiller sig selv på. I 1899 beskrev den amerikanske samfundstænker med de norske aner, Torstein Veblen, sit møde med det kultiverede (over)forbrug i det amerikanske borgerskab gennem sit begreb om conspicious consumption, iøjnefaldende (eller udspekuleret) forbrug. Det handler om med sit forbrug at vise, man ikke behøver at lave manuelt arbejde ved at have dyrt og upraktisk tøj på. Fx de høje hatte, stiletterne, blonderne og slips. Med andre ord: Man viser sin klasse gennem sit tøj. Klæder skaber folk.

Sidenhen er dette snobberi gentagne gange blevet latterliggjort. Det iøjnefaldende forbrug, i form af bling-bling, ekstravagante biler og minkpelse er efterhånden blevet forbehold sportsstjerner, nyrige og gangstere. Det sande iøjnefaldende forbrug ligger i detaljen. De håndsyede sko, det diskrete mærke. Det som kun fortæller de indviede, at et bestemt par boxershorts koster mere end de fleste betaler for et par sko.

Samtidig er eliten nu i stand til at favne populærkulturen. I bogen Privilege viser sociologen Shamus Khan, hvordan eleverne på den af de fineste amerikanske kostskoler netop formår at jonglere både med det klassiske kvad Beowulf og Døden Gab i undervisningen. Man skal ikke være snob, men altædende. Men ikke alle spiser lige pænt. Den norske sociolog Vegard Jarness har beskrevet, hvordan enkelte ting stadig er no-go – men at det hele tiden er til forhandling, hvad der kan gøres til kitsch. Præcis når det kommer til mad har Jarness, sammen sine to kolleger Magne Flemmen og Johs. Hjellbrekke i dag udgivet en videnskabelig artikel, der viser, at overklassen i Norge netop kan kombinere det forfinede med det folkelige (engang imellem kan man dog komme i tvivl om, hvorvidt netop Løkke faktisk mestrer kunsten at bevæge sig på de bonede gulve)

Dette elitære dobbeltspil, om at være eliten, men samtidig bevidst spille sin elitestatus ned har forskeren Paul du Gay beskrevet som Keyser Süze eliter, efter den mytiske figur fra filmen Usual suspects, der gennemfører kuppet og snører sig ud af politiets varetægt ved at overbevise alle om, at han ikke faktisk ikke eksisterer.

Så når Lars Løkke med sit tilføjede ”vist” i omtalen af sønnens uddannelse – dette ”vist” optræder ikke i talens manuskript, men er tydeligt, selv med løftede øjenbryn i Løkkes liveoptræden (2:47 inde) – eller betrækker en skumfidus under chokoladefontænens strømmende kakaomasser er det altså en måde, man med den franske sociolog Pierre Bourdieu’s ord, kan gøre magten så meget desto mere effektiv ved at skjule den.

Der er med andre ord ingen grund til at lade en chokoladefontæne skygge for elitens privilegier og magt.

 

 

 

 

Anmeldelse: Overklassemagt og rygende pistoler

Søren Jakobsen. Overklassemagt – på strejftog i de øverste danske magtcirkler. Tiderne Skifter. 2016

Søren Jakobsen tager i sin nye bog et særdeles svært emne op. Nemlig at påvise, at overklassen – her forstået som gruppen af mest formuende danskere – faktisk bruger sine økonomiske midler og kontrol med de største danske virksomheder og fonde til at bestemme noget. Det er særlig svært, fordi man ved at sige magt ofte skal overbevise magtskeptikerne. Her er tale om en art djævelens advokater, der ikke tror på, at nogen får indflydelse over noget uden at det kan ses krystalklart. Problemet er, at man ikke blot skal vise det oplagte: at deres positioner i organisations struktur giver dem muligheder og at andre mennesker tilpasser sig efter dem. Der skal også leveres en rygende pistol. På den måde bliver det at påvise skeptikerne om, at overklassen bruger sin magt til at løse mordgåden i en krimi. Hver gang alle beviser peger i en retning kan forfatteren efter forgodtbefindende opfinde nye kriterier eller andre grupper, der kunne have de samme interesser. Samtidig risikerer en enkelt fejl i bevismaterialet at få hele sagen til at falde på gulvet.

Problemet ved de rygende pistoler er, at den kyndige gerningsmand naturligvis skjuler den. Derfor er vi heller aldrig i vores arbejde stødt på eb rygende pistol. Jakobsen leverer den heller ikke. Men mindre kan også gøre det. Overklassemagt rummer et fint indblik i overklassens verden og hvordan overklassen med held søger indflydelse.

Dermed lykkes Jakobsens projekt overordnet set rigtig godt. Bogen kommer med talrige eksempler på, hvordan vores dagligdag – lige fra forbrugsartikler og kulturtilbud til skatte- og miljøpolitik påvirkes af overklassen. Samtidig lykkes det at komme et spadestik dybere i forhold til den myriade af selskabskonstruktioner og fonde, som binder giver overklassen kontrol over virksomheder og binder den sammen. Som en, der selv har forsøgt at hente samme typer af oplysninger ud af virksomhedernes årsregnskaber, må jeg sige, at Jakobsen har udført et særdeles nidkært detektiv- og gravearbejde, som kommer læseren til gode. Det er en skam, at historierne om fx LEGO-familiens voldsomme bevillinger til eget forbrug de sidste år ikke er standartstof i dagbladene, men kun kommer frem i en bog som denne. De fortjener en bredere debat. Endelig skinner Jakobsens mange års arbejde med erhvervseliten i gennem i hans imponerende kendskab til hele hans persongalleri og deres indbyrdes venskaber, ægteskaber og alliancer.

De tre klasser i overklassen

Jakobsen skelner mellem tre dele af overklassen: 1) Aristokratiet, som er kredsen omkring kongehuset, primært dele af adellen, men i dag også suppleret af de mest veletablerede industridynastier, så som Mærsk-, Lego- og Danfoss-familierne. Denne gruppe var også genstand for Jakobsens sidste bog. Overklasseliv – fra landadel til magtelite og jetset fra 2011, 2) Overklassen, der primært indeholder etablerede formuer og som aspirerer mod at blive en del af aristokratiet og 3) Den økonomiske overklasse, som er gruppen af nyrige, der snarere udfordrer aristokratiet end forsøger at assimilere sig i det. Men undtagelse af enkelte i aristokratiet har alle det til fælles, at deres formue gøres op med mindst ni cifre.

Jakobsen ser, også i et magtnetværksperspektiv, helt rigtigt i at skelne aristokratiet – hvis medlemmer i vid udstrækning er centralt placerede i vores analyse af Magteliten – fra de nyrige. De to grupper øver indflydelse på helt forskellige måder. De nyrige forsøger, Som Jakobsen viser med Lars Seier Christensen som eksempel, at skabe nye institutioner, der kan fremme en mere utilsløret egeninteresse, mens aristokratiet netop mestre de gamles penges kunst: At få ens interesse til at fremstå som almenvellets interesse.

En enkelt del af overklassen glimter dog ved sit fravær. Det drejer sig om forvalterne af overklassens penge. Det drejer sig om de administrerende direktører, som dog er underlagt ejerfamiliernes luner og derfor som Jakobsen beskriver af og til må finde sig i en fyreseddel med et gyldent håndtryk som plaster på såret. Især gruppen af administrerende direktører, der har udtjent deres værnepligt og nu sidder som bestyrelsesformand i overklassens selskaber og fonde, så som Mærsk-formand Michael Pram Rasmussen, tidligere Dansk Bank direktør og nuværende bestyrelsesmedlem i A.P. Møller fonden Peter Straarup, tidligere Nykreditboss Henning Kruse Pedersen eller LEGO-formand Niels Jacobsen. Alle synes at være en del af de sociale lag omkring overklassen. Selvom deres pengemagt er mindre er de alle formuende og er med til at fordele overklassens penge. På mange måder står denne gruppe langt tættere på aristokratiet end den øvrige overklasse.

På strejftog?

Af og til bliver strejftogsmetaforen, efter min smag, lidt enerverende. Fx i kapitlet Kagemænd, Kagekoner og Kammerjunckeres indledning ’De TV-arrangerede bagedyster foregår på store herskabelige ejendomme. Sådan er iscenesættelsen også, når det gælder udrulning af de øverste lag til samfundets store lagkage.’ Mange gange bliver laget af metaforer simpelthen så tykt, at de gør teksten unødig kompliceret at læse. Som nævnt er det sikkert en smagssag. Dog betyder strejftoget også, at vi netop aldrig kommer helt i dybden med, hvordan en enkelt familie former hele samfundet i en bestemt retning. Det er ikke nødvendigvis et problem, men noget forfatteren måske kunne gøre sig tydeligere overvejelser omkring.

En anden formmæssig kritik er, at Jakobsen af og til har svært ved at holde sin forargelse – og, lader det til, personlige sym- og antipatier – tilbage. Under rubrikken Ding-Dong Schur beskrives det, hvordan Venstre-mæcen Fritz Schur ’kan se tilbage på sin formandstid i Dong med et skævt smil og nyde sine aftensdrinks på Christiansholm, når butleren kommer med bakken’. På den ene side får vi et flig af Schurs enormt privilegerede og snobbede livsførelse, men i forhold til konsekvenserne af DONG-salget forstyrrer det måske snarere end bringer os nærmere på, hvorfor Schur kunne spille den rolle.

Dog er det også en styrke ved bogen, at den tage fat i overklassens ekstravagante forbrug og, hvad Jakobsen kalder entitlement, når det kommer til forholdet til fredninger, lokalplaner og lignende. Jakobsen iviser, hvordan overklassen medlemmer gennem brug af advokater og ved simpelthen at ignorere myndighederne får deres vilje igennem steder, hvor almindelige borgere ville fejle. På den måde illustreres det også, at overklassen lever i en ganske anden verden med helt andre frihedsgrader, end den øvrige befolkning.

Andre steder motivtolkes der måske en smule for meget. Det gælder fx i omtalen af Marys hofdame og ulønnede privatsekretær Tanja Kjærsgaard Doky, der efter en skilsmisse ’havde brug for et nyt arbejde og en fast månedsløn. Det fik hun med det samme i Mærsk container Industri. Og så viste det sig nogenlunde med tiltrædelsen i det nye job, at hun var blevet kæreste med kronprinseparrets hofchef. Hvilket pudsigt sammentræf.’ Jakobsen kommer med utallige eksempler på lignende former for nepotisme, men om mekanismen er baseret på kæresteforhold eller bare er et netværk, hvor man klør hinanden på ryggen er det nok bedre at lade op til læseren at vurdere.

For alle, der interesser sig for, hvordan økonomisk magt påvirker det danske samfund giver Overklassemagt et væld af eksempler på, at en lille gruppe, primært i kraft af deres arv, har endog meget stor indflydelse på vores allesammens hverdag. Som med det meste arbejde med at afdække magtforhold har Jakobsen ingen rygende pistoler, hvor man konkret kan se overklassen egenhændigt trækker beslutninger igennem. Men listen af indicier på, at især de dele af erhvervslivet, der nærmer sig aristokratiet får tingene, som de gerne vil have dem, er lang nok til, at vi nok har bevæget os udover al rimelig tvivl.

 

Christoph Ellersgaard