Sammen med fadølsanlægget fra villaen i Græsted og referencen til sønnens Bergurs studie “International Business, som det vist hedder” er Lars Løkkes chokoladefontæne et udtryk for, at skandinaviske politikere I almindelighed, og måske danske politikere i særdeleshed, snobber nedad eller I hvert fald gør deres bedste for at fremvise deres mere folkelige sider.
Vi kan kalde det en særlig form for kultiveret ukultiverethed.
Hvorfor er det værd at bemærke. Fordi det fortæller om et skift i måden eliten fremstiller sig selv på. I 1899 beskrev den amerikanske samfundstænker med de norske aner, Torstein Veblen, sit møde med det kultiverede (over)forbrug i det amerikanske borgerskab gennem sit begreb om conspicious consumption, iøjnefaldende (eller udspekuleret) forbrug. Det handler om med sit forbrug at vise, man ikke behøver at lave manuelt arbejde ved at have dyrt og upraktisk tøj på. Fx de høje hatte, stiletterne, blonderne og slips. Med andre ord: Man viser sin klasse gennem sit tøj. Klæder skaber folk.
Sidenhen er dette snobberi gentagne gange blevet latterliggjort. Det iøjnefaldende forbrug, i form af bling-bling, ekstravagante biler og minkpelse er efterhånden blevet forbehold sportsstjerner, nyrige og gangstere. Det sande iøjnefaldende forbrug ligger i detaljen. De håndsyede sko, det diskrete mærke. Det som kun fortæller de indviede, at et bestemt par boxershorts koster mere end de fleste betaler for et par sko.
Samtidig er eliten nu i stand til at favne populærkulturen. I bogen Privilege viser sociologen Shamus Khan, hvordan eleverne på den af de fineste amerikanske kostskoler netop formår at jonglere både med det klassiske kvad Beowulf og Døden Gab i undervisningen. Man skal ikke være snob, men altædende. Men ikke alle spiser lige pænt. Den norske sociolog Vegard Jarness har beskrevet, hvordan enkelte ting stadig er no-go – men at det hele tiden er til forhandling, hvad der kan gøres til kitsch. Præcis når det kommer til mad har Jarness, sammen sine to kolleger Magne Flemmen og Johs. Hjellbrekke i dag udgivet en videnskabelig artikel, der viser, at overklassen i Norge netop kan kombinere det forfinede med det folkelige (engang imellem kan man dog komme i tvivl om, hvorvidt netop Løkke faktisk mestrer kunsten at bevæge sig på de bonede gulve)
Dette elitære dobbeltspil, om at være eliten, men samtidig bevidst spille sin elitestatus ned har forskeren Paul du Gay beskrevet som Keyser Süze eliter, efter den mytiske figur fra filmen Usual suspects, der gennemfører kuppet og snører sig ud af politiets varetægt ved at overbevise alle om, at han ikke faktisk ikke eksisterer.
Så når Lars Løkke med sit tilføjede ”vist” i omtalen af sønnens uddannelse – dette ”vist” optræder ikke i talens manuskript, men er tydeligt, selv med løftede øjenbryn i Løkkes liveoptræden (2:47 inde) – eller betrækker en skumfidus under chokoladefontænens strømmende kakaomasser er det altså en måde, man med den franske sociolog Pierre Bourdieu’s ord, kan gøre magten så meget desto mere effektiv ved at skjule den.
Der er med andre ord ingen grund til at lade en chokoladefontæne skygge for elitens privilegier og magt.